Pastor Jørgen Thaarup gjorde i sin prædiken i Jerusalemskirken d. 2. januar 2022 opmærksom på det særlige forhold, at vores almindelige reaktionsmønster i forbindelse med svære kriser ikke har kunnet fungere her under Coronakrisen. Almindeligvis rykker vi sammen og søger støtte og opmuntring i nærhed til hinanden, men nærhed har lige netop været det vi ikke kunne have. Ikke bare har vi måttet følge myndighedernes mange restriktioner, men frygten for smitten har også betydet, at mange har undladt at bruge selv de muligheder der har været.
Det faldende antal gudstjenestedeltagere har ført til bekymring. Hvad sker der, når Coronakrisen er slut? Kommer vi så tilbage i samme antal som før, eller har krisen tilført os en permanent svækkelse? Jørgen Thaarup foreslog, at vi brugte denne krise som en anledning til at genopfinde os selv og genopstarte vores kirke. Fastematerialet ”5 velsignelser” kan forstås i lyset af dette forslag.
Nu er det sådan at enhver fornyelse eller genstart må handle om, at den enkelte af os finder motivation til fornyelse og genstart. En menighed er ikke nogen bil, der kan startes ved et eller andet praktisk tiltag. En menighed er mennesker, der enkeltvis og sammen kan finde ny glæde ved at være menighed og finder det meningsfuldt at engagere sig.
I fasten vil vi fokusere på 5 grundlæggende velsignelser som Gud har skabt for os. Vi vil fordybe os i dem ved fastens gudstjenester, gennem bibeltekster til personlig læsning og som oplæg til samtale i smågrupper. Pointen er denne, at fordybelse i Guds velsignelser og gaver kan blive inspirationen til en fornyelse af vores tro og vores engagement.
Materialet om 5 velsignelser ligger fremme i kirken senest fra søndag d. 27. februar.
|